Veteraners mod, ansvar og handlekraft er guld værd for arbejdspladser
Gerth Sloth Berthelsen er chefsergent og leder af Lokal IT ved Cyberdivisonen på Garderkasernen i Høvelte. Han er selv tidligere udsendt og har i mange år arbejdet med at støtte veteraner i livet efter udsendelsen. Han er en varm fortaler for, at virksomheder bliver bedre til at ansætte veteraner, ligesom han selv har gjort.
”Mange virksomheder tror, at det er svært at ansætte en veteran, men det er det ikke. Det er nemt. I København rækker du som arbejdsgiver ud til Veteranindsatsen, og så hjælper de med, om der er et potentielt match. Der er sådan set meget lidt, man skal gøre selv,” siger Gerth.
Det vigtigste, understreger han, er at man som arbejdsgiver har opgaver, som både giver værdi for virksomheden og for veteranen. Folk skal ikke bare sættes til at sortere papirklips, som han siger.
En ekstra bonus
Gerth understreger, at der kan være en bonus ved at ansætte en veteran i fx fleksjob. Her betaler man kun for de timer, som veteranen arbejder. Resten af lønnen op til fuld tid får veteranen betalt af kommunen.
”Når du ansætter en veteran, hjælper du vedkommende med at komme videre i sit liv, og ofte får du en meget dedikeret medarbejder. Jeg har selv haft to veteraner ansat i uddannelsesstillinger. Den ene af dem er fastansat hos mig i dag. Den anden har nu sit eget it-firma, men vi taler jævnligt sammen, og han kommer stadig på besøg på kasernen. Der kommer en særlig tilknytning, som er guld værd for en arbejdsgiver,” fortæller Gerth.
Smid fordommene ud
Når virksomheder måske alligevel er tilbageholdende med at ansætte veteraner, tror han mest, det skyldes usikkerhed på, om man som arbejdsplads eller leder skal kunne noget helt specielt. Men det mener han ikke, man skal. Det er helt almindelige lederevner, der er brug for.
”Ledelse i dagens Danmark handler om at være empatisk. At have evnen til at se mennesker, som de er, og få det bedste frem i dem. Veteraner har været villige til at sætte livet på spil for Rigsfællesskabet. Den form for mod, ansvar og handlekraft tror jeg er værdifuld på enhver arbejdsplads.”
Har du ansat en veteran? Eller ønsker du at ansætte en veteran?
Du kan tage fat i veteranindsatsen og få rådgivning om, hvordan du bedst muligt kan støtte din medarbejder.
Du kan også ringe til Københavns Erhvervshus, som kan hjælpe dig med at rekruttere en veteran.
Københavns Erhvervshus
Telefon 33 66 33 33
Kontakt
Jobcenter København - Veteranindsatsen
Telefontider
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30