Ræk ud, før det er for sent
Den smukke natur i Nordsjælland danner rammen om Jeppes arbejdsliv. Han er it-specialist på Garderkasernen i Høvelte. Jeppe startede på kasernen for fem år siden som praktikant. Senere fik han tilbudt en læreplads som it-supporter og bestod sin svendeprøve med topkarakter – og de seneste tre år har han været fastansat på fuld tid på kasernen.
At være it-specialist er for det meste et 8-16-job med regelmæssige dage, hvor Jeppe hjælper brugerne med de fejl, de løber ind i, eller installerer netværksudstyr som fx wi-fi. Regelmæssigheden bekommer ham godt. I forbindelse med at han blev udredt for nogle år siden, viste det sig, at han har både ADD og muligvis en grad af autisme, og det giver ham en ro og tryghed, at der er rammer og forventninger, som er fastsat på forhånd, og som han kender.
Og så kender Jeppe kasernen rigtig godt i forvejen, for det er her, han har taget sin militære uddannelse som infanterikonstabel i Livgarden.
Udsendt til Afghanistan
I 2012 blev han udsendt til Afghanistan. Her arbejdede han først som mentor for de afghanske styrker. Arbejdet gik bl.a. ud på at undervise sergenter i at lave gode undervisningsforløb. Senere blev han flyttet til en kommandostation i byen Gereshk i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan. Her bistod han det lokale politi med at sikre forsyninger og kommunikation og tage sig af sårede. Jeppe var ikke selv en del af kamphandlingerne, men arbejdet på de indre linjer var vanskeligt, og det var ikke alle de lokale folk, der var begejstrede for de udenlandske troppers indblanding.
Da Jeppe kom hjem efter seks måneders udsendelse, var det meningen, at han skulle tage sin HF færdig og derefter læse til fysioterapeut. Men livet hjemme i Danmark blev mere presset og stressende, end han havde forestillet sig. Han og hans daværende kæreste fik en datter, og pludselig stod Jeppe med to forskellige jobs, et barn der skulle hentes og bringes, og uro på hjemmefronten. Samtidig begyndte den ADD og autisme, som han ikke rigtig havde mærket før, at stikke sit hoved frem.
Nedtur – og hjælp
Presset fik ham ud i et stofmisbrug, parforholdet faldt fra hinanden, han mistede kontakten til sin datter og var til sidst nær ved at blive sat ud af sin lejlighed. Det var her – da det næsten var for sent – at noget i ham fik ham til at række ud og ringe til Misbrugslinjen.
Her vendte den onde spiral. Jeppe blev kom i et behandlingsforløb gennem Københavns Kommune, og kommunens veterankoordinator var med helt fra starten, deltog i møder og hjalp Jeppe med al kontakt til myndighederne. Jeppe kom også i et autismeforløb hos organisationen Specialisterne, som hjælper personer med autisme med at komme i job. Samtidig satte Veterancentret satte ham i forbindelse med en gældsrådgiver, for økonomien gik det også galt med, da misbruget satte ind.
I dag har Jeppe igen tilværelsen under kontrol. I jobbet kombinerer han sin glæde ved at hjælpe andre med sin nørdede interesse for computere og netværk. Og de sidste par år har han igen fået tæt kontakt til sin datter, som i dag er 12.
Jeppes råd til andre
Til dig, der har været udsendt
Ræk ud, for der er hjælp at hente. Lad være med at vente, til det næsten er for sent.
Til dig, der overvejer at ansætte en veteran
Veteraner, og ikke mindst dem, der har trådt lidt ved siden af, vil rigtig gerne ud at arbejde, og de kan godt. Men lyt til os, og hør, hvad vi har brug for. Folk i Forsvaret vil gerne gøre noget for andre, vi vil gerne gøre nytte. Det er derfor, man bliver soldat.
Kontakt veteranindsatsen
Jobcenter København - veteranindsatsen
Telefontider
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
08:30 - 15:30
Langt de fleste veteraner kommer godt hjem, men enkelte får brug for ekstra støtte. Uanset om du har været udsendt for nylig eller for år tilbage, kan du få rådgivning hos os.
Du kan kontakte os helt uforpligtende - så kan vi sammen kan finde ud af, hvad du har brug for.